26.12.11 | Kategori: Banker
I Spar Nord Banks netbank har de fleste erhvervskunder sikkert bemærket noget nyt. De bliver nemlig tilbudt at blive kontaktet af Multidata, der gerne vil sælge lønsystemerne DataLøn eller LønService.
Skærmbillede fra Spar Nord Banks netbank (26.12.11)
Spørgsmålet “Løn til tiden?” virker meget interessant, hvorfor jeg selvfølgelig også selv klikkede på linket. Først på det efterfølgende billede blev jeg bevidst om, at det handlede om salg af Multidatas lønsystemer. I første omgang troede jeg blot, at det var en ny funktion i netbanken, der skulle introduceres. Jeg havde ikke forestilt mig, at det var en reklame. Som det fremgår tydeligt, er teksten indarbejdet således, at det ligner en del af selve netbanken.
Skærmbillede fra Spar Nord Banks netbank (26.12.11)
Eksemplet viser meget tydeligt, hvordan netbanken også kan bruges til salg af produkter på vegne af bankens samarbejdspartnere. Det er selvfølgelig op til den enkelte bank af vurdere omfanget af reklamer for andres produkter, da bankens kunder på et eller andet tidspunkt bliver irriteret, hvis de hele tiden møder tilbud i deres netbank. Internettet er jo fyldt med reklamer i forvejen, og det er nok de færreste, der forventer at møde reklamer i netbanken.
Kritisk set på det, kan Multidata heller ikke relateres til bankdrift, hvorfor reklamen undrer mig. I min optik er det udelukkende et spørgsmål om, at Spar Nord Bank tjener en lille skilling, hver gang de sender et emne til Multidata.
Mit råd til Spar Nord Bank og andre banker ville i stedet være, at pladsen burde udnyttes til salg af egne ydelser. Idéen med mersalg gennem netbank er rigtig god, men bør samtidig være relevant og troværdig.
Kim Østergaard
Tak fordi du følger min blog. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål. Jeg kan altid fanges på mail eller telefon. Jeg er også tilgængelig på Twitter eller LinkedIn.


Skriv en kommentar